Status siden sidste bydelsplan

Inden vi kigger frem, tager vi et blik på, hvad der er sket i bydelen siden sidste bydelsplan i 2017.

Det er snart fem år siden, Kgs. Enghave Lokaludvalg offentliggjorde sin seneste bydelsplan i 2017. I denne periode har lokaludvalget arbejdet med vision og temaer fra den tidligere bydelsplan, hvor visionen var ”En sund og bæredygtig bydel”. Se i nedenstående fold-ud, hvad der er sket i Sydhavnen siden 2017.

Hvad er sket siden 2017?

Vis alle

Lokale kulturelle fyrtårne

Vores kamp for de lokale kulturelle fyrtårne bærer frugt. Der er fundet midler til at istandsætte Østre Kapel som Sydhavns Teater spillested og som kulturhus. Skybrudsprojektet Karens Minde Aksen løfter hele området omkring Karens Minde. Sydhavnens Bibliotek har fået en tilbygning, der på fin vis huser det nye børnebibliotek, og arbejdet med at åbne bydelens skoler for aktiviteter for alle udenfor skoletiden er i gang.

Stranden i Valbyparken

Stranden i Valbyparken er indviet, og samarbejdet med Valby Lokaludvalg om at gøre Valbyparken bilfri fortsætter sammen med arbejdet omkring en udviklingsplan for Valbyparken.

Nye mødesteder til socialt udsatte

De socialt udsatte har fået nye mødesteder både på Sydhavnens nye Grønne Plads ved Hørdumsgade og i foreningen ”Skuret”.

Naturpleje af Tippen

Partnerskabet Tippen Syder og Naturplejegruppen er styrkede – begge hjælper til med at opfylde målet om at bevare Sydhavnstippen som et selvgroet naturområde til glæde for alle i Sydhavnen såvel som for besøgende udefra.

Selvstændigt lokaludvalgssekretariat

Kgs. Enghave Lokaludvalg får i løbet af 2023 et selvstændigt lokaludvalgssekretariat på Karens Minde. 

Erhvervslivet har overlevet corona

Nye butikker erstatter de gamle, nye spisesteder er kommet til og har overlevet corona-epidemiens nedlukninger.

Hvad er ikke sket siden 2017?

Vis alle

Bevaring af Stejlepladsen

Stejlepladsen blev affredet, og vores ønske om at bevare den og Fiskerhavnen som rekreativt område blev ikke opfyldt.

Løft til lokale medier

De lokale medier har ikke fået det løft, vi gerne ville have.

Stadig mangel på fritids-, idræts- og kulturtilbud

Der mangler stadig fritids-, idræts- og kulturtilbud i Sydhavnen, især for børn og unge.

Ingen styrkelse af erhvervslivet

Styrkelsen af erhvervslivet blev ikke forankret i Sydhavnen, efter at Områdefornyelsen i Sydhavnen lukkede ned.